Morfars historie
Niels Tonnesen og Tistrup
Morfar blev født i Snorup, Tistrup sogn, hvor familien i generationer havde boet og levet af landbruget. Han havde flere søskende.
Karen er født 11 marts 1881
Ellen Marie er født 16 maj 1884
Niels er født 17 marts 1887
Kristense er født 20 februar 1889
Kristen er født 13 juni 1890, men døde allerede 18 september 1890
Så de voksede op og levede deres liv som 4 søskende med Karen som den ældste.
Niels Tonnesen ejede gården i Snorup fra 1912 til 1916. Mormor og morfar blev gift 29 april 1915, så Niels Tonnesen havde gården nogle år før giftermålet. Historien fortæller, at de blev nød til at flytte på grund af familieforholdene. Dele af familien syntes ikke, at mormor var et godt parti, da hun kom fra sølle kår. De havde dog gjort regning uden den viljefaste Niels Tonnesen, som besluttede sig for at flytte. Først til Aastrup, hvor Johanne blev født, og senere til Bjerndrup, hvor Hans, Maren, Esther og Samuel blev født og voksede op.
Folketællingen fra Bjerndrup fra 1930 kan ses her.
Niels Tonnesens søster Kristense og hendes mand Jens Christian Andersen overtog gården i Snorup efter Niels Tonnesen.
Senere overtog Grethe og Samuel gården i Snorup. I 1988 holdt de en familiefest på gården, hvor Niels Mortensen (min mors fætter) havde sammenfattet familiens historie på følgende måde.
Slægtens hjemsted Snorup, der i 1461 skrives Snororp, stammer sikkert fra Vikingetiden. Vi ser det af navnet. Det er en såkaldt torp-by, ligesom Tistrup, og er i tidens løb forandret til: rup, drup, strup. - Det er en landsby i Tistrup Sogn i Øster Horn Herred. Det er en udpræget vestjysk egn, hvad der viser sig i både landskab, natur og historie. Trods ændring gennem tiderne i beboernes levevilkår er deres forbindelse med fortiden ikke brudt. Trods aktivitet og fremad stræben har de stadig føling med svundne tiders forhold og ældre slægters virke. Det er jo stort set de samme slægter, der har levet og virket her, så langt tilbage skriftlige kilder kan føre. Det giver følelsen af rodfæstethed og samhørighed med fortidens generationer.
Da Snorup ligger på Varde-Ådum bakkeø, er jorden ret frugtbar og er enkelte steder takseret til 13 (højest opnåelige er 24). Der findes både tørvejord, mergel, potteler, grus og myremalm, sidstnævnte indeholder 50-60% jern. Og de mange slaggerklumper i hegn og skel vidner om, at vore forfædre forstod at smelte jernet fra. Ved kirkegårdsdigets omlægning i Tistrup fandt man ikke mindre end 311 slaggerklumper. På "Engholm", hvor terrænet er meget kuperet, grundet smeltevandet fra istiden, blev der efter Anden Verdenskrig eksporteret mange tons myremalm til England.
Omkring 1600 svaredes der egetømmer som landgildeafgift, og o. 1900 var der egeskov både øst og vest for "Engholm". Der står endnu nogle egetræer på skrænterne. Det vestjyske egetømmer var af en særlig god kvalitet og meget efterspurgt, ligesom de vestjyske agern.
I 1740 overtog min tip-tip-tipoldefar Tonnes Jensen (f. ca. 1715) fæstegården matr. nr. 2a (fars fødegård) , som indtil 1864 lå ca. 100m sydøst for 1a. Sønnen Laurids Tonnesen overtog fæstegården efter sin far. Laurids Tonnesens søn Tonnes Lauridsen (f. 1770) blev gift med Chr. Christensen Schous datter Voldborg (f. 1770). De overtog hendes fødegård matr. nr. 1a (Grethe og Samuels gård).
Om Tonnes Lauridsen fortælles, at han var en ædruelig mand, hvilket var et særsyn dengang, da brændevinen var meget billig, - og når fæstebønderne fra Nørholm kørte korn til købmanden i Varde, var det altid ham, der skulle have pengesækken med hjem, og han skulle nok sørge for at være i Nørholm med pengene inden solnedgang, da vejene var usikre og fyldt med røvere. Der fortælles også, at han havde 11 søskende. Som ungkarl drog han til Als om vinteren for at tærske i tønde, som det hed. Han giftede sig med Voldborg, da de begge var 40 år. De lejede en såkaldt pottepige.
En dygtig pottepige kunne en sommer, regnet fra Pejers Daw (22 febr.), lave 3000 potter, der kunne indbringe 50 Rd. - Intet under, at den fornuftige frier ikke spurgte, som sjællænderen: "Er hun ung?", eller som fynboen: "Er hun køn?", eller som andre jyder" Når hun nåed?", men: "Dur hun nåed i æ lier".
Når der var et læs potter, kørte tipoldefar (Tonnes Lauridsen) til Horsens, Vejle og Åbenrå og solgte dem.
Tonnes og Voldborg fik to børn:
Christen Tonnesen, født 2-12-1810 og død 2-11-1898, og
Mette Tonnesdatter, født 27-2-1813, gift 15-10-1837 med gårdmand Jens Hansen, Gårde.
Mette Tonnesdatter fik 700 kurantdaler i medgift og var en af egnens rigeste piger. Hendes søn landinspektør Tonnes Gohr fortæller om sin mor: "Da hun engang, som 16-årig, var til hove for at klippe får, gik herremanden selv og så til. Han hørte, at en af pigerne græd (det var min mor) og kom hen og spurgte, hvad der var i vejen. Hun svarede, at ladefogeden var så vred, fordi hun ikke kunne følge de andre piger. Efter at have set lidt på hende sagde han: "Da tror jeg ellers, du kan blive god nok, når du får spist nogle skæpper salt."
I 1928 skrev jeg en stil om min oldefar Christen Tonnesen. Han blev født d. 2. december 1810 i Snorup, blev gift i efteråret 1837 med Karen Nielsdatter fra Hesselhogård (teglværksgården) og overtog ved samme tid sin fødegård, der da var en fæstegård under Nørholm, men som senere blev købt i 1860. Oldefar begyndte med kartoffelmelsproduktion, vist nok den første her i sognet. Der står endnu et vældigt kar fra den tid i gården. Bedstemor har fortalt, at der kunne holde 7-8 vogne i gården om morgenen med kartofler, og at kaffekanden næsten aldrig var kold i den tid, og der var mange folk i arbejde. Oldefar stod gerne op før dag og kørte til Kolding, Vejle og Fredericia og solgte kartoffelmel til købmændene. - Han plantede mange træer, hvad der ikke var almindeligt dengang. Han begyndte, da han gik i skole, og blev ved dermed hele livet. Han fik en del fra Nørholm planteskole og en del opelskede han selv ved at så frø, som han hentede i Sønderborg. De fleste af de store træer, som står ved gården, har oldefar plantet. Der hænger et hædersdiplom i en af stuerne, som han har modtaget fra Have- og plantningsforeningen for Varde og omegn. Han fik også en præmie på 10 sølvskeer.
Oldefar påtog sig store kautionsforpligtelser, så han måtte overtage Hesselhogård og havde en tid begge gårde, og derved led han store tab. Han var så rask, at han kunne spadsere til Ølgod for at blive fotograferet, da han var 80 år gammel.
Min oldemor Karen Nielsdatter var fra Hesselhogård. Hendes far var en velhavende mand, han var meget dygtig, og foruden at drive den store gård havde han en stor produktion of hø-leer, som han smedede om vinteren, og da de var meget gode og velanskrevne, kunne han sælge alt det, han kunne fremstille til gode priser. Omkring 1840 var der 40 malkekøer på gården. Som yderligere bevis for, at han var velhavende, kan anføres det gamle ordsprog: "Rig mands døtre og fattig mands stude bliver sjældent gamle i gårde." Den ældste datter Kirsten blev gift, da hun var sytten år, den næste, Karen, i nittenårsalderen, og den tredje, Kirstine, blev også gift ret ung.
Broderen, foregangsmanden Jørgen Nielsen, overtog fødegården i 1839. Han fortsatte med hø-leproduktionen, kultiverede og opdyrkede resten af de til gården hørende 150 tdr. ld.. Byggede 121 fag af 2-3 alen og havde skinnespor til transport på loftet. Han begyndte på kartoffelmelsproduktion og var oppe på at lave 50 tons kartoffelmel årligt. Opfandt en radsåmaskine o.s.v.
I Historisk Samfundsbog fra Ribe Amt 1966 er der 18 sider om Jørgen Nielsen samt et langt brev, han har fået af sin svoger, Chresten Tonnesen. Brevet handler bl.a. om tilbagekøb af hans fødegård, og det slutter sådan: "Er det Guds hensigt, at du skal have gården, så sker det ikke med nogen anden. Din hengivne ven".
Christen Tonnesens søn, Niels Tonnesen Christensen, overtog gården i 1876. Han var en vældig slider og fik bl.a. gravet den store skelgrøft rundt om den knap 40 tdr. ld. store mark nord for Hornevej. Grøften var 3 alen bred og meget dyb, og det meste af grøften var gravet inde på egen grund. Han døde ugift d. 16. april 1879 af lungebetændelse. Derefter overtog min bedstemor, Maren Christensen, gården. Hun var født d. 26. maj 1854, og hun blev gift d. 27/5-1880 med Hans Chr. Christensen, gdr. i Hoddeskov. Han solgte sin fødegård og flyttede til Snorup. Vi børn holdt usigelig meget af vores bedstemor, og rigtig morsomt var det, når vi spillede ludo med hende, - hun kunne le så hjerteligt. Hun fortalte mig en gang, hvordan hun en dejlig sommermorgen, derude i den skønne, store have, som 16-årig ung pige gav Gud sit hjerte og jublede om kap med fuglene over den glæde, der fyldte hendes sind.
Bedstefar gik meget op i hesteavl og havde flere præmiehopper, ligesom han også gik meget op i biavl. På gården var der en bror, der hed Tonnes Christensen, ugift veteran fra krigen 1864. En søster, Anna Christensen, blev gift med enkemand Jens Jensen Sig. De boede i gården lige over for hotellet. Og en anden søster, Voldborg, blev gift med gårdejer Jens Jensen i Snorup (6a).
i 1912 solgte mine bedsteforældre gården til Niels Christian Tonnesen Christensen (Samuels far), og byggede Engholm med far som bygmester. Hele gården kostede 13.000 kroner, fiks og færdig. De tog 45 tdr. land med til Engholm, og bedstefar nød at kunne passe sine vandingskanaler i engene og da krigen sluttede i 1918, solgte de gården til mor og far og flyttede tilbage til den gamle gård, der i 1916 var blevet solgt til min onkel, Jens Chr. Andersen, og min moster Kristense. Den ældste af søskendeflokken hed Karen (moster Karen). Hun var en opofrende sjæl og følte sit ansvar, som den ældste i flokken. Hun blev sent gift med mejeribestyrer Aksel Petersen, Skjern, - senere ostehandler i Odense.
Den 14. oktober 1910 stod mors og fars bryllup på gården hos Maren og Hans Christian. Det begyndte med frokost klokken 12, hvor der blev serveret haresteg. Harerne havde far og bedstefar selv skudt. Til kirken var der et optog af hestevogne, og hestene havde de nye sølvbeslåede seletøj på, og foran brudekareten red nogle unge mænd, - de kaldtes forridere, og da bryllupsgæsterne kom hjem fra kirken, blev de modtaget med hornmusik af nogle spillemænd. Der var rejst et stort telt på stråpladsen, som den store græsplæne kaldtes, der lå mellem gården og haven. Middagen stod på suppe, og far fortalte, at da skafferen (Berthel Agerkrog) kom med den første terrin suppe, faldt han ind ad teltdøren, og så udbrød han: "Der hår I æ sup, no ska A straks kom mæ æ kjød." Festen varede i flere dage den gang. Derefter rejste mor og far til Hjerm, hvor de havde købt forretning, og hvor de boede, til de i 1918 flyttede til Engholm. Vi tre ældste er født i Hjerm, og Anna er født pa Engholm.