Andreas Jespersen og møllerne

Denne fortælling handler om min oldefar Andreas Jespersen, som var møller, hvilket på hans tid var et både vigtigt erhverv for samfundet og et privilegeret et af slagsen. Møllen var tit stedet, hvor folk mødtes.

Møllen virkede ofte dragende på mange unge. Det var stedet, hvor der skete noget. Nyheder blev udvekslet, og der var ofte en munter stemning i møllestuen, hvor møllegæsterne opholdt sig og blev bespist. Møllestuen var ofte med murstensgulv, langbord og traditionel fast bænk. I gården og stalden var der et leben af gæsternes vogne og heste. Mange unge gik i lære som møllersvend efter konfirmationen. Læretiden varede 2-3 år, hvorefter man en tid blev forbundter. Møllersvendene havde en efter forholdene høj løn, og de regnede sig for mere end blot almindelige arbejdere. Desuden boede og spiste de på møllen, ofte som en del af familien, og de følte derfor en vis samhørighed med bedriften. Arbejdstiderne har været flydende, for der måtte produceres, når forholdene var til det.

I gammel tid var møllerne ofte ejet af kongen, herremændene eller klostrene. Ellers har møllererhvervet i århundreder været privilegeret, og mølleren var en slags embedsmand, der ofte rangerede socialt lige efter præst og degn. Møllerne var forpligtet til at betale afgift til kongen eller kirken. Fri næring blev først gennemført ved lov i 1852. Til møllen hørte som regel landbrug, så de fleste møllere har siddet godt i det økonomisk. Mølleren fik typisk 1/18 af kornet som betaling for at male det. Nogle møller har været drevet af fæstemøllere, som ofte har været nødt til at have biindtægter ved fx at istandsætte landbrugsredskaber for bønderne.

En historiker fortæller: "Forhen da mølletvangen bestod, var mølleren en af de største i sognet. Når han kom til et samlag, tog alle huen af, tyssede, hvis nogen var lovlig højrøstet, og gjorde plads. Det hed: 'Der kommer mølleren'. Nu er forgyldningen gået af Sankt Gertrud. Man lægger knap mærke til ham og det hedder: 'Åh, det er ikke andet end mølleren'."

Følgende ordsprog siger måske lidt om folks syn på mølleren ”Når mølleren mangler brød, er landet i nød!”

Min oldefar Andreas Jespersen blev født i 1847 i Abild i Tønder amt. Ikke det mest heldige tidspunkt og sted, når man tænker på krigen i Sønderjylland i 1848 og senere krigen i 1864. På den anden og mere positive side var vedtagelsen af grundloven i 1849 med de vundne rettigheder for den almindelige borger.

I folketællingerne kan man følge Andreas Jespersens liv. Han er opført som møllersvend i folketællingen for Kalvslund sogn i Ribe amt i 1870. Se folketællingen her. Andreas Jespersen står som nummer 158.

Mine oldeforældre blev gift i Ribe i 1876. Her står Andreas Jespersen opført som mølleforpagter af møllen i Hunderup. Kirkebogens fortegnelse kan ses her. Hunderup ligger lidt syd for Bramming, men i 1876 boede der væsentlig flere i Hunderup sogn, da Bramming lige var blevet navngivet på det tidspunkt og knapt kunne kalde sig en by. Inden jernbanens opførelse i 1874 til Esbjerg, var egnen præget af lyng, hvor får og kreaturer græssede. Kun Kikkenborg kro lå i nærheden af jernbanestationen. I 1885 bestod bebyggelsen i Bramming af en station, Kikkenborg kro, en købmand, en privat skole, en mølle, samt et par huse.

Hunderup Mølle og Møllegården billede 1 billede 2 billede 3

Hunderup Mølle blev opført i 1859, efter den tidligere Frøsig mølle nedbrændte i efteråret 1858, og i 1860 blev den 4-længede møllegård bygget. I 1895 blev mølle og gård skilt, men allerede i 1890 var en grund mellem mølle og gård udstykket, hvorpå der blev opført et bageri. Det blev så i 1900 omdannet til købmandshandel. Fra 1927 var mølle og købmandsgård under samme ejer igen, indtil mølle og lagerbygning brændte den 1. august 1960. Fra foto kan ses, at møllevingerne var afmonterede allerede i 1948.

Folketællingen for Ribe i 1880 fortæller, at Andreas Jespersen boede på Nederdammen med sin familie. Det var året før min farmor blev født. Se folketællingen her. Som beskrevet oven for kan det ses i folketællingen, at der boede både en møllersvend og en møllerlærling på samme adresse.

Familien flyttede på et tidspunkt efter 1881 til Skærbæk i Tønder amt, hvilket da var under tysk styre og administration. Derfor findes der ikke længere nogen folketælling for dette område. Folketællingerne blev sendt til Berlin og efter noget tid destrueret. Fra familieoversigten kan dog ses, at farmors lillebror Martin Jespersen er født i Skærbæk i 1883, og farmors lillesøster er født i Skærbæk i 1894. Familien har således boet i Skærbæk i over 10 år.

Andreas Jespersen dukker igen op i de danske folketællinger i 1901. Denne gang i Kokspang i Hostrup sogn. Folketællingerne i Hostrup dette år blev udført omkring tidspunktet for min oldefars død, da han stadig står opført som møller på fortegnelsen over ejere af diverse ejendommen (se her under nummer 55). På selve folketællingen, som kan ses her, fremtræder min oldemor med sine 7 børn og sin bror, hvor noterne til højre fortæller, at han er på besøg på grund af svogerens død. I kirkebogens fortegnelse for min oldefars død står han beskrevet som møller i Kokspang. Se kirkebogens fortegnelse her. Der er ikke tilført yderligere kommentarer, men det er bemærkelsesværdigt, at han ”kun” blev 53 år gammel uden en sygdomsmæssig årsag er noteret i kirkebogen. Møllerfaget var ledsaget af et vist faremoment, og flere i erhvervet kom til skade eller mistede livet. Det vides ikke, om dette var tilfældet for Andreas Jespersen, men det er ikke usandsynligt.

Min farmors lillebror Martin Jespersen glædede sig i pubertetsalderen til at komme ud af skolen, når han blev konfirmeret, for så skulle han være møller. På et tidligt tidspunkt i denne beskæftigelse fik han imidlertid sin højre hånd i en valse. Han mistede derved fire finger. Kun tommelfingeren var tilbage. Med dette handicap kunne han ikke blive møller. I stedet kom han på seminariet og blev senere førstelærer og skolens leder i Gørding, hvor flere af hans søskende flyttede til nogle år senere.

Man kan læse mere om Martin Jespersen her.